Nærvær er forudsætning for udvikling af os selv – og relationen til andre, “at leve”, og også “at præstere”. At søge at være fuldt til stede i øjeblikke, også for at skabe gyldne øjeblikke, for at nyde, hvad er.

Tid er (kun) nu. Fortid kan vi lære af (og blot ikke hænge fast i), og fremtiden kan vi lægge planer for (og ikke tro at fx. omgivelserne eller omstændigheder er bedre end i dag, da det ofte er uden for vores indflydelse).
Ved at være i nuet, at gøre os umage “nu” på forskellige livsområder, kan vi søge at skabe et bedre personligt fundament for fremtiden (fx. ved at lære at tackle ting på nye måder, og gennem det måske blive mere rolige, tilfredse, afklarede …).

Det er bl.a. en evne til at se sig selv ude fra – og ditto andre, med et åbent sind. En bevidsthed i øjeblikke – at stoppe op, mærke efter fx. er noget for meget / for lidt, og handle, for bedre at kunne balancere.

Evnen til bevidsthed og fokus kan trænes bl.a. via Mindfulness, en “opmærksomhed-øvelse”, en slags “hjerne-træning”.

Et spørgsmål er, hvad mon er årsager til, at vi ofte er på autopilot, og ikke så bevidste? Man kan sige, at hjernen spiller os et puds. Noget autopilot kan være godt, men der er de tankemønstre, der ikke hjælper os – eller os i vores relationer. Det er helt normalt, at tanker flyver, men kan vi finde tips og tricks, der kan få os til at stoppe op og mærke efter så ofte, det er nødvendigt? At sidde på en restaurant med en nær person, og virkeligt nyde maden, smage efter i flest mulige bidder, i stedet for at “hælde i halsen” for at “overstå” maden, og måske også “overstå” selskabet?

Vi falder i, og vi udvikler os, og omgivelserne udvikler sig – intet er helt det samme over tid. Derfor er det en god idé at at have noget indsigt, at arbejde med sig selv – at komme hjem til sig selv, mest muligt, over tid.